Vedtægter for foreningen

Vedtægter for EN FOR HOLDET – Vi ta’r skraldet

§ 1. Navn og tilhørsforhold

§ 1.1 Foreningens navn er: EN FOR HOLDET – Vi ta’r skraldet.

§ 1.2 Foreningens hjemsted er Aarhus Kommune.

§ 1.3 Foreningens initiativtager og stifter er Lisbeth Olesen.

§ 2. Formål

§ 2.1 Foreningens formål:

– at fremme fjernelse af affald fra byrum og natur i Danmark. Dette opnås ved at arrangere fællesindsamlinger og ved at motivere frivillige til at samle affald på egen hånd.

– at afholde informationsdage på skoler og institutioner og arrangere og deltage i events, hvor der er fokus på affald.

– at forebygge, at affald spredes i byrum og i natur sammen med de rette offentlige myndigheder.  

§ 2.2 Samarbejde indenfor foreningens formål

Efter bestyrelsens skøn kan foreningen samarbejde med andre foreninger og virksomheder, der agerer indenfor rammen af foreningens formål.

§ 2.3 Foreningen er uden politisk eller religiøs tilknytning.

§ 3 Medlemskab

§ 3.1 Foreningen optager som medlemmer enhver, der tilslutter sig foreningens formål.

§ 3.2 Som medlemmer kan optages fysiske personer, erhvervsvirksomheder, offentlige institutioner, organisationer, foreninger, fonde mv.

§ 3.3 Foreningens medlemmer er forpligtede til at overholde foreningens

vedtægter og beslutninger.

§ 3.4 Hvis et medlem overtræder foreningens vedtægter, ordensregler, eller modarbejder foreningens formål, kan bestyrelsen vælge at ekskludere medlemmet. Medlemmet kan anke eksklusionen på førstkommende generalforsamling, men er ikke medlem fraeksklusionens dato til anke tages op på den følgende generalforsamling.

§ 3.5 Udmeldelse kan ske når som helst ved skriftlig meddelelse herom. Ved udmeldelse refunderes betalt kontingent ikke.

§ 4. Generalforsamlingen

§ 4.1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

§ 4.2 Bestyrelsen indkalder generalforsamlingen med mindst 30 dages varsel elektronisk til samtlige medlemmer. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned.

§ 4.3 Dagsorden for ordinær generalforsamling skal som minimum indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Valg af referent

   3. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det 

       forløbne år forelægges

4. Godkendelse af regnskab og orienterende gennemgang af budget

5. Fastsættelse af kontingent

6. Indkomne forslag

   7. Valg til bestyrelsen

     7.1 Valg af bestyrelsesleder

     7.2 Valg øvrige bestyrelsesmedlemmer

 7.3 Valg af 2 suppleanter 

8. Valg af revisor

9. Eventuelt

§ 4.4 Forslag skal være indkommet til foreningsleder eller i dennes fravær bestyrelsesleder senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse og udsendt til medlemmerne 7 dage inden generalforsamlingens afholdelse.

§ 4.5 Alle beslutninger på en generalforsamling træffes ved almindeligt stemmeflertal med undtagelse af vedtægtsændringer (se § 8) og beslutning om foreningens opløsning (se §11).

§ 4.6 Alle medlemmer, der har betalt kontingent og har været medlem mindst 30 dage, har stemmeret ved generalforsamlingen. Hvert medlem har én stemme.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 5. Foreningens bestyrelse

§ 5.1 Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens virke og økonomi og godkender dispositioner af overordnet karakter vedr. foreningens strategi, udvikling og drift. 

§ 5.2 Bestyrelsen består af 5 medlemmer, inklusive bestyrelsesleder, vicebestyrelsesleder og kasserer, der alle vælges for 2 år ad gangen. Bortset fra valg af bestyrelsesleder, så konstituerer bestyrelsen sig selv. Det tilsigtes at højest 3 bestyrelsesmedlemmer udskiftes hvert år (2 i ulige og 3 i lige år). Suppleanter vælges for 1 år.

§ 5.3 Som ansat i foreningen kan man ikke være medlem af bestyrelsen, ligesom nære familiemedlemmer og samlever til disse heller ikke kan være medlem af bestyrelsen. Ansættelsesforhold på under 5 timer om ugen er undtaget fra denne bestemmelse.

§ 5.4 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og træffer de beslutninger, der er nødvendige for foreningens drift.

§ 5.5 Bestyrelsen ansætter en daglig leder, som er ansvarlig for den daglige drift.

§ 5.6 Bestyrelsesmøder afholdes efter behov typisk 3-5 møder årligt, når bestyrelseslederen eller to bestyrelsesmedlemmer kræver det. Indkaldelse finder sted skriftligt med angivelse af dagsorden senest to uger før mødets afholdelse.

§ 5.7 Bestyrelsen træffer beslutninger ved simpelt stemmeflertal, bestyrelseslederen eller vicebestyrelsesleder skal være til stede. Ved stemmelighed er bestyrelseslederens, eller i dennes fravær vicebestyrelseslederens stemme, udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 5.8 Hvis et bestyrelsesmedlem forlader bestyrelsen mellem to generalforsamlinger indtræder 1. suppleanten og derefter 2. suppleanten ved behov. Kommer bestyrelsen under 3 skal der afholdes en ekstraordinær generalforsamling.

§ 6. Tegningsret

§ 6.1 Foreningen tegnes af to personer blandt daglig leder, bestyrelsesleder, vicebestyrelsesleder eller kasserer.

§ 6.2 Bestyrelsen kan godkende, at daglig leder og kasserer kan råde over netbank til foreningens bankkonto hver for sig. Ved overførsel eller udbetaling af beløb over 5000 kr. kræves dog at to personer blandt tegningsberettigede godkender overførslen.

§ 6.3 Bestyrelsen kan meddele prokura og kan tillige meddele fuldmagt efter de herom gældende regler.

§ 6.4 Ved køb, pantsætning eller salg af fast ejendom kræves dog underskrift af den samlede bestyrelse.

§ 7. Kontingent

§ 7.1 Det årlige kontingent for privatmedlemmer godkendes af generalforsamlingen. Bestyrelsen kan derudover fastsætte differentierede kontingenter for andre medlemstyper.

§ 8. Vedtægtsændringer

§ 8.1 Vedtægtsændringer kræver et flertal på 2/3 af generalforsamlingens fremmødte medlemmer, og forslag til vedtægtsændringer skal være fremsendt til bestyrelsen senest 21 dage og til medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen.

§ 9. Ekstraordinær generalforsamling

§ 9.1 Indkaldelse sker, hvis et flertal af bestyrelsen ønsker det, eller hvis 1/3 af medlemmerne ønsker det. Indkaldelse med dagsorden skal ske med mindst 21 dages varsel og senest fire uger efter, at der er indkommet ønske om det (i alt 7 uger).

§ 10. Regnskab og økonomi

§ 10.1 Regnskabsåret følger kalenderåret.

§ 10.2 Det reviderede regnskab med kommende års budget skal kunne rekvireres af medlemmerne 7 dage før den ordinære generalforsamling.

§ 10.3 Revision finder sted én gang årligt efter regnskabsårets afslutning. Uanmeldt kasseeftersyn kan finde sted, når revisoren ønsker det. Uanmeldt revision skal foretagesmindst en gang årligt. Revisoren skal gøre bestyrelsen opmærksom på eventuelle uregelmæssigheder.

§ 10.4 Regnskabet skal revideres af en af generalforsamlingen valgt intern revisor.

§ 10.5 Foreningen kan ud over de årlige medlemskontingenter modtage andre økonomiske bidrag, herunder private og offentlige bidrag, indsamlinger, arv, gaver og indtægter ved salg af varer eller tjenesteydelser eller ved anden indtægtserhvervelse, til anvendelse i overensstemmelse med foreningens formål.

§ 10.6 Modtager foreningen midler til særlig anvendelse inden for foreningens formål, skalde for modtagelsen stillede vilkår respekteres. Sådanne midler skal holdes adskilt fra den øvrige formue i det omfang, dette kræves eller skønnes hensigtsmæssigt.

§ 10.7 Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

§ 11. Opløsning

§ 11.1 Opløsning af foreningen kræver et flertal på 2/3 af generalforsamlingens eller den ekstraordinære generalforsamlings fremmødte medlemmer.

Opløsningen skal herefter godkendes på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.

§ 11.2 Ved opløsning af foreningen skal foreningens midler overdrages til almennyttigeformål der ligger i naturlig forlængelse af foreningens formål eller anvendes til stiftelse af en fond med formål svarende til de i § 2.1 nævnte.

§ 12. Datering

Stk. 1 Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 13. maj 2024.

Scroll to Top